Efteråret viste sig fra sin gavmilde side, da Fanø blev begunstiget med op til ni havørne på et tidspunkt i oktober, helt uhørt for bare ti-tyve år siden, da ingen helt turde håbe på, at genindvandringen til Danmark fik så meget medvind, at yngleparrene i dag skulle tælle over 50 på landsplan. Havørnen yngler ikke på Fanø, men enkelte af efterårets ørne er blevet i området, og i dag fik jeg mulighed for at iagttage en af dem æde sig igennem en død sæl. På lang afstand, og uden teleskopets 50 gange forstørrelse havde jeg dårligt kunne genkende den. Men en stor fugl, der tydeligvis bakser rundt med et eller andet langt ude på vaden øst for Keldsand, kan selv igennem håndkikkerten med god ret bestemmes til en ørn. Teleskopet bekræftede mistanken, og jeg kunne gennem en halv time skitse den tunge rovfugl stå oven på kadaveret, mens en svartbag så misundeligt til på behørig afstand og først vovede sig hen til ådslet, da ørnen trådte ned og lidt til side.
 |
| Havørne fra skitsebogen, 16. januar, 2016, Keldsand, Sønderho |
En anden, og nu om dage langt mere sjælden gæst i Vadehavet, var jagtfalken, der holdt til ved Kalvekrog nord for Sønderho i ugevis i november. Vi har kunnet se falken på ret nært hold og se, hvordan den reagerede på andre rovfugle. F.eks. på duehøgen, der ellers har ry for at være en af luftens hårdeste hunde. Men både denne og de stedlige vandrefalke blev smidt på porten, når det kom til territoriale skærmydsler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar